Billedet på sidehoved

Bo-grupper

- den enkelte elev er med til at sætte sit personlige præg på bo-gruppen

Havregården ønsker at skabe et hjemligt miljø i bo-grupperne. Bo-gruppen skal være kendetegnet af trygge, hyggelige og overskuelige rammer, hvor alle bidrager til den fælles trivsel. 
Vi har valgt at lade eleverne bo på tværs af alder og køn i 4 "familiegrupper" med  max 10 elever i hver. 

Hver gruppe har fast tilknyttet 3-4 pædagogiske medarbejdere, der på skift er på arbejde i bo-gruppen fra kl. 15.00 til 23.00. Om natten har vi en vågen og en sovende vagt.  

Kontaktlærer

Alle elever har en kontaktlærer blandt de voksne i bo-gruppen. Det er kontaktlærers opgave at følge eleven tæt og sikre, at eleven trives i undervisning og fritid.   Kontaktlærer samarbejder med forældrene efter aftale. (Se samarbejde).

Bogruppens indretning

Bogrupperne har 7- 8 værelser, 2 badeværelser, vaskemaskine/tørretumbler, terrasse og stort køkken / alrum, hvor eleverne spiser morgenmad, aftensmad og hygger med aftendrik før sengetid.
Frokost og et let måltid kl. 10 indtages i spisestuen i hovedbygningen sammen med de andre elever og skolens øvrige voksne.
Eleverne er med til at præge gruppernes indretning og udseende. Det betyder at grupperne er forskellige og løbende skifter udseende i takt med nye ideer, ny ”mode” eller evt. særligt kreative ”udfoldelser” blandt elever eller gruppens voksne.
Vi lægger vægt på friske blomster og planter i fællesrummene. 

Rengøring og praktisk arbejde
Eleverne lærer at holde (rimelig) orden og at gøre rent på deres værelser. Eleverne skal herudover gøre rent i bo-gruppen 1 gang ugl. sammen med en voksen, og de har 1 dag ugl. på skift ansvar for borddækning og opvask sammen med en kammerat i gruppen.
Eleverne hjælper på skift med borddækning og opvask i forbindelse med den fælles frokost.
Eleverne lærer at sortere og vaske eget tøj.
Alle bogrupper har en lille terrasse med havemøbler. Efter interesse og behov involveres eleverne i lidt havearbejde og ”blomsterhygge” omkring terrassen.
Ovennævnte arbejdsopgaver handler både om at lære praktisk arbejde i et hjem, men handler ligeså meget om at kunne samarbejde og have positive forventninger til hinanden i et bofællesskab.

Værelser

Eleverne bor enten på enkelt- eller dobbeltværelser.
Se yderligere under (dit værelse)

Bo-gruppe for udeskoleelever
Selvstændig boenhed med fokus på øget ansvar og selvstændighed.
Ungehuset er for udeskoleelever. Her er fokus på at selvstændiggøre de unge bl.a. gennem medansvar for dagligdagsopgaver såsom madlavning, indkøb, tøjvask og rengøring. De unge får støtte til uddannelse samt hjælp til selvstændigt at styre egen økonomi. Se nærmere på www.havrehuset.dk