Billedet på sidehoved

Mange fritidstilbud

- ingen behøver at kede sig i fritiden :-)

Havregården har mange fritidstilbud. Hver eftermiddag "annoncerer" de voksne dagens aktiviteter, som eleverne frit kan vælge imellem, f.eks. ture ud af huset som kan være til svømmehallen, til de nærliggende byer Gilleleje, Hillerød eller Helsinge, eller måske en cykel- eller rulleskøjtetur. Det kan også være aktiviteter i huset såsom en bordtennisturnering, Pool i Pejsestuen, musiksammenspil, smykkefremstilling eller styrketræning i vores fitnesslokale, mulighederne er mange. Nogle elever er optaget af pc-spil og skolens elevråd har været med til at indkøbe spil og tilbehør til fælles brug. 
                                                                                  
Aktiviteter i nærområdet
Eleverne kan gå til diverse aktiviteter sammen med jævnaldrende i nærområdet. Det kan f.eks. være klaver, trompet, korsang, spejder, håndbold, dans, fodbold og badminton. Vi har hvert år elever, der går til "knallertkørekort" på ungdomsskolen.  Vi forholder os grundlæggende åbne til elevernes initiativer og interesser og forsøger i videst muligt omfang at imødekomme disse. Tilmelding til fritidsaktiviteter i nærmiljøet foregår i samråd med elevens kontaktperson.
Men råhygge med kammerater skal der også være tid til. Der ses TV/film, høres musik og følges (aktivt) med i hinandens liv, også på kryds og tværs af bo-grupperne. For eleven, der måske lige skal vænne sig til det hele eller måske foretrækker fred og ro på værelset, er dette naturligvis helt forståeligt og i orden. Nye elever betyder ofte nye ideer, og dette er med til løbende at udvikle vores udbud af fritidstilbud og aktiviteter.

Orienterings- og natløb 
Havregården arrangerer i løbet af skoleåret flere spændende løb af forskellig slags, ofte som natløb, f.eks. på den årlige overnatning i skoven. Disse løb er efterhånden blevet en tilløbsstykke, også for lærerne som aktivt indgå i både planlægning af rute, detaljer og effekter m.v.  Vi kan godt afsløre, at løbene byder på usædvanlige og overraskende udfordringer, som man selv skal opleve, før man tror det. Det er helt frivilligt at deltage.

"Jeg gider IKKE sport i fritiden!
- og selvfølgelig bestemmer eleven selv, hvad fritiden skal gå med.
På Havregården er der mange aktivitetsmuligheder i fritiden, og selvom vi fortæller en del om sport, så er der bestemt også en gruppe elever, som ikke interesserer sig for sport, i hvert fald ikke, når de begynder på Havregården.

De bruger f.eks. fritiden sammen med kammerater i musiklokalet eller foran computerne. De læser, shopper i nærmeste byer, dyrker rollespil, "snakker med" dyrene, laver kreative ting af forskellig art, lytter til musik, hygger på værelserne m.m. Eleverne behøver aldrig kede sig på vores skole.