Billedet på sidehoved

1. besøg på Havregården

- glæd dig til at besøge os

Almindeligvis har vi i forvejen godkendt en plads til dig på baggrund af de fremsendte oplysninger fra kommunen. 
Det betyder, at du og din familie under besøget skal finde ud af, om I også tror, at Havregården er den rigtige skole for dig.  
Her handler det også om din indstilling og samarbejdsvilje ift. en ny skolegang, hvor det at indgå i Havregårdens læringsfællesskab, også forpligter. 

Først bliver I vist rundt af én af vores socialrådgivere. I skal besøge klasser, bogrupper, fritidsaktiviteter, dyrene m.m.  Under rundvisningen vil I få en masse at vide om dagligdagen, og I kan stille spørgsmål om stort og småt. 
Nye elever på rundvisning bliver altid positivt modtaget af de gamle elever, både fordi de synes, det er spændende at møde nye elever, men også fordi mange selv husker, hvordan de var lidt usikre ved det første besøg. Nogle vil måske spørge dig om, hvad du hedder, hvor du kommer fra, og hvilken klasse du skal gå i.  Hvis du er lidt nervøs ved rundvisningen, så behøver du ikke svare -  "Vi skal nok svare for dig". Der vil sikkert også være nogle elever, der kigger lidt væk, ikke fordi de er uvenlige, men fordi de selv er lidt usikre. Læs mere under Dine kammerater.
Efter rundvisningen får I lidt at spise og drikke, og der bliver lejlighed til at tale om dig og dine behov og ønsker i forhold til Havregården. Her kan du spørge om alt - intet er for "dumt" at spørge om. 
Hvis du vil være sikker på, at huske at få svar på de spørgsmål du måske gør dig inden besøget, så er det måske en god ide for dig at lave en huskeseddel.    

Har du lyst til at tale med nuværende elever?

Har du lyst til at tale med elever, så du f.eks. kan spørge om nogle ting, som vi voksne (måske) ikke på samme måde kan svare på? Så finder vi nemt et par stykker, der meget gerne vil fortælle om skolen og måske vise dig områder eller andet, som du ikke så ved første rundvisning.

"Sove på" besøget

Det er vores erfaring at man godt kan blive lidt "forvirret i hovedet" af alle de oplevelser og oplysninger man får under et besøg, og derfor anbefaler vi altid elev og forældre om at "sove på besøget", inden I melder endeligt tilbage, om I ønsker pladsen. Ring endelig, hvis der efter besøget melder sig spørgsmål eller opstår tvivl. Du kan ringe til skolen på 48 31 84 07. Da vi kun modtager besøg, når der er en ledig plads, vil du almindeligvis kunne begynde din skolegang indenfor 1-2 uger efter besøget.