Billedet på sidehoved

Hvordan er undervisningen?

- På Havregården foregår der læring hele tiden!

Som skole bestræber vi os hele tiden på at skabe spændende og meningsgivende undervisning. Vi har mange "læringsrum" og derfor gode og fleksible muligheder for at imødekomme og tilpasse undervisningen til den enkelte elev.

Alle elever skal blive så dygtige, som de kan. Vi arbejder for, og motiverer til, at alle elever når i mål med deres faglige ambitioner set i sammenhæng med et fagligt potentiale, dette hvad enten det er Folkeskolens Afgangsprøve, en delvis eksamen i hovedfagene eller en indstilling til efterfølgende ungdomsuddannelse. 

Vi indstiller til de samme prøver som i en almindelig folkeskole. Vi lægger vægt på, at skolearbejdet passes, og vi sørger for, at du får den undervisning og evt. ekstra støtte, der passer til dig!  

Du må ikke være nervøs for dit faglige standpunkt, selvom du måske er flere år bagud i forhold til din alder. Du skal vide, at det er helt almindeligt at være bagud, når man bliver elev på Havregården. Mange elever fortæller, hvordan en ny start på Havregården også blev en faglig succes, hvor eleven blev præsenteret for enten undervisningsforløb eller opgaver, som de rent faktisk fik succes med. Vi bestræber os på at give eleverne faglige succeser fordi vi ser, hvordan eleverne vokser deraf.

Alle elever på Havregården er normaltbegavede børn og unge, der har haft nogle svære forhold i deres liv, f.eks. i forhold til skolen, i forhold til en kammeratgruppe og/eller i forhold til familien. Eleverne har ofte ikke gået i skole i længere tid, eller har ikke fået tilstrækkelig udbytte af undervisningen, selvom de har passet deres skole, ofte fordi de har haft meget andet at tænke på og bekymre sig om.